Det løgnagtige fotografi

Ordet fotografi kommer fra de oldgræske ord photos; lys, og graphein som betyder at skrive eller tegne. En fotograf er altså en, der skaber lystegninger. Men måske er fotografen også en fortæller, en der skriver med lys.
Ifølge filosoffen Roland Barthes er fotografiet nært beslægtet med teatret, men det er alligevel ude af stand til at lyve eller producere fiktion.
I fotografen Aino Kannistos iscenesættelser af sig selv er det derimod netop fotografiets evne til at fortælle historier, der er i fokus.

En halvnøgen kvinde ligger på en seng. Lagenet er hvidt, og hendes skjorte, der står åben, er hvid. Maven hæver sig jævn og lidt udspilet op mellem skjortekanterne. For neden kan man skimte det øverste af en lysebrun kønsbehåring, samme farve som kvindens hår. Hendes blik er tomt. Den ene hånd ligger slapt ved siden af hovedet, den anden holder hun op under sin næse.
Det er et fotografi af den finske kunstner Aino Kannisto, men det kunne lige så godt have været et meget veludført privatfoto. Selvom det er opstillet, virker det hverken falskt eller kunstlet. Det viser et øjeblik i et menneskes liv, ikke et højdepunkt, men en hverdagssituation.
Hos Barthes er fotografiet et sandhedsmedie, og dets grundsætning er ’det har været’. Fotografiet er i sig selv usynligt, for man kan ikke forestille sig et tomt fotografi, et fotografi i sig selv. Det er uløseligt forbundet med det, det forestiller, dets referent, og denne referent har på et eller andet tidspunkt virkelig været til stede foran linsen. At fotografere noget er derfor at bevise dets eksistens. Fotografiet kan ikke lyve og altså heller ikke skabe fiktioner.

Billedet lokker
Det, Kannisto gør i sine billeder, er at snyde kameraet. Hun udnytter det fotograferedes autentiske status til at lokke beskueren ind i en fiktiv virkelighed.
Kvinden i hvidt ligger på sengen. Som beskuer ved jeg, at hun virkelig har ligget der, og da virkeligheden ikke kan adskilles fra spørgsmålet om tid og sted, griber jeg mig selv i at tænke ’hvor er hun nu?’. Det er her, springet sker, for spørgsmålet gælder ikke modellen Kannisto, den virkelige referent, men den navnløse, fiktive kvinde på billedet.
Kannisto benytter en række æstetiske virkemidler for at lokke sit publikum ind i fortællingen. ”Jeg inspireres af verden omkring mig (…) men også billeder, som er sværere at lokalisere, som erindringer, dagdrømme” skriver hun i sit ultrakorte Statement på Galerie m Bochums hjemmeside. Derfor er hendes billeder meget skarpe og rene i lyset. Motiverne er hentet fra almindelige hverdagsøjeblikke og får dem til at se ud som ufiltrerede aftryk af virkeligheden.
Genkendelsen og følelsen af autensitet vækker et begær efter oplysninger, som kun fantasien kan tilfredsstille, og således føder det ærlige fotografi fiktion.

En fanget brumbasse
Et fotografi er en fuldstændig ahierakisk institution, det giver alle oplysninger fra sig ved første øjekast. Den menneskelige hjerne er ude af stand til at opfatte alle detaljer på en gang, og det første indtryk af et billede vil derfor ofte være en stemning.
Stemningen i et billede taler direkte til vores følelser, den åbner op for videre færdsel i billedets univers.
I billedet af kvinden ved bordet gør hjernens simplificering, at vi først og fremmest ser kvinden med det blå håndklæde på den blå stol i modsætning til træerne på gardinerne og i skoven, der indrammer hende.
Denne opdeling af billedet i henholdsvis inde og ude inviterer beskueren til at fortsætte med det, Barthes kalder studium. Interessen er vakt og kan fortsætte i en analyse af det natur-kultur sammenstød, som fotografiet tematiserer. Brumbassen er fanget i glasset, kvinden i skoven. Imellem dem er et postkort langvejs fra, der understreger deres egen indelukkethed.
Studium er den lette og uforpligtende interesse, det er at læse fotografiet efter fotografens hensigter og som sådan en envejskommunikation.

Den sårende detalje
I modsætning hertil står begrebet punctum som det, der gør den personlige oplevelse mulig. Det kan være en detalje i billedet, trøjen på den anden stol, bordets fugtpletter eller de visne blomster i vasen, som vækker en ufrivillig erindring i beskueren. Det prikker til en, sårer en, så det kan mærkes, men ikke forklares.
Punctum taler til følelserne, det går uden om den rationelle perception og klikker med et eller andet i den seendes hjerne, så hele billedet åbner sig for ham i en metonymisk ekspansion.
Barthes afviser, at punctum-oplevelsen skulle kunne skabes overlagt. Det er noget, man selv bibringer billedet, men som samtidig allerede er der. Punctum er et møde mellem beskueren og fotografiets objekt udenom fotografens hensigter.
Alligevel udfordrer Kannistos billeder denne påstand ved at være opstillede, men virke naturlige modsat virkelige portrætter, der skønt, de forestiller ’ægte’ mennesker, ofte er opstyltede og sjældent vellignende.
Samtidig er det afgørende for Kannisto, at hendes billeder kan opleves individuelt. Hun ved, at hun umuligt kan vide, hvad det er ved hendes billeder, der vil gribe den enkelte beskuer og udvide billedet for ham og forsøger at undgå at påvirke mødet i en bestemt retning ved ikke at give billedet en titel.

Tiden går alligevel
Ifølge Barthes er det banebrydende ved fotografiet, at det giver én mulighed for at se sig selv som en anden. Man er på en gang betragter og betragtet. Kannisto ekspliciterer denne skizofrene spejling ved åbenlyst at fotografere sig selv i rollen som en anden. Det, der umiddelbart kan ligne selvportrætter, er i virkeligheden stillbilleder fra et fiktivt liv.
Denne væren uden for sig selv gør én mærkeligt opmærksom på tiden i og udenfor billedet. Fotografiet får tiden til at stå stille, mens tiden fortsætter med at gå udenfor. Det er et direkte aftryk af liv, men i en død gengivelse.
Personen på billedet er i en vis forstand et spøgelse. Barthes mener, at fotografiet besidder en emanciperende kraft, der gør det nærmere beslægtet med magien end kunsten. Fotografiet skaber ikke virkeligheden, det kopierer den ikke, men genopliver det, som engang har været.
”Jeg er fascineret af den fysiske side af mit arbejde,” siger Kannisto, ”min egen kropslige tilstedeværelse”. I hendes billeder vækkes den fiktive og virkelige fortid til live samtidig og er for så vidt uadskillelige. Hun ser sig selv i fotografiet og spaltes. Hun er fotografen dengang, modellen dengang, beskueren nu.
På den måde gør hendes billeder på mere end et plan op med den skarpe adskillelse af virkelighed og fiktion. Enhver genoplivning af noget, der har fundet sted, er i en vis forstand en art teater, der udstiller menneskets selvfiktionalisering.
De roller, Kannisto spiller i sine billeder, er de samme roller, som vi spiller i samfundet, og som ændrer sig over tid.

Filmen løber over
Barthes indrømmer, at fotografiet trods sin ærlighed er nærmere beslægtet med teatret end noget andet. Netop ved at standse tiden midt i sit løb viser det os en fastfrosset bevægelse, noget det menneskelige øje ikke selv er i stand til.
Kannistos billeder ligner film-stills, og hun bruger fotografiets stillestående løfte om bevægelighed til at skabe nysgerrighed hos betragteren. Akkurat som teatret har sine blinde punkter, når skuespilleren forlader scenen, skaber fotografiets tidslige bevidsthed ønsket om at følge personen ud af billedet.
Billedet overskrider sig selv ved hjælp af sine indlejrede sansninger. Kvinden i hvidt lader sit blik glide ud over fotografiets grænser, ud i en fiktiv virkelighed, som vi ikke kan se. Duften af hendes finger, bevægelserne aflejret i lagenet. Alt dette sætter tanker og spørgsmål i gang, som beskueren selv må digte svarene på.
På den måde finder vi en del af os selv i billedet gennem et eksploderet punctum, der har banet vejen ind i fotografiets fiktive verden.

Æstetisk dialog
Aino Kannisto bruger sine filmlignende selviscenesættelser til at fortælle historier. Hun udnytter fotografiets autentiske karakter til at blande fiktion og virkelighed på en måde, der sætter spørgsmålstegn ved selve skellet mellem dem.
Denne sammenblanding sker først og fremmest i beskuerens fantasi og forudsætter derfor dennes helhjertede medvirken. Ved hjælp af deres ærlige og genkendelige æstetik prikker fotografierne til éns ubeviste erindringer og tanker og har derved åbnet op for dialog mellem billedet og beskueren.
Ved at se på kvinden ved bordet og lade vores egen tidslighed blandes med hendes, træder vi ind i en fortælling, der skabes i øjeblikket mellem beskueren og billedet.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s